Vi stiller os i dette paper kritisk spørgende til det nye i OPP og søger at belyse, om OPP markerer et institutionelt brud med det i dansk moderniseringspolitik velkendte begreb udlicitering. Vi giver svar gennem to del-analyser. Først sammenlignes nøgletal for danske kommuners brug af udlicitering og arbejde med OPP-modellen. Analysen viser, at OPP-arbejdet overvejende foregår i større kommuner med en gennemsnitlig økonomi og en ideologisk sammensætning på borgmesterposterne på linje med gennemsnittet i landets kommuner. Hvorimod kommuner med højt udliciteringsniveau oftest ledes af borgerlige borgmestre, så er OPP-kommunerne økonomisk og ideologisk på linje med gennemsnittet af landets kommuner. I anden delanalyse kigger vi på reguleringsrammen for brug af henholdsvis OPP og udlicitering. Det kommunale selvstyre og de årlige kommuneaftaler fungerer som en institutionel ramme omkring de reguleringstiltag, som regeringen har mulighed for at anvende. Fælles for reguleringen af kommunernes udlicitering og OPP ligger et bærende princip om metodefrihed i opgaveløsningen. Hvor grænserne for metodefriheden går, er dog ikke en fastlåst størrelse, men genstand for løbende forhandling mellem det statslige og kommunale niveau. Vi konkluderer, at OPP på centrale parametre ikke blot er en forlængelse af udlicitering, men en selvstændig og bemærkelsesværdig kontraktmodel, som er ved at institutionaliseres i de danske kommuner.